COACH. MENTOR.
TIDLIGERE ELITEATLET.
Mit navn er Cathrine Sand.
Og det her er min historie.
Jeg ved, hvordan det føles at være stærk udadtil, og i konstant kamp indadtil. Jeg var eliteatlet. Disciplineret. Dedikeret. Ambitiøs.
Jeg kunne presse mig selv længere end de fleste.
Jeg var særlig sensitiv i et miljø, hvor hårdhed var normen.
Det føltes ofte som at være forkert. For følelser fyldte.
Tvivlen larmede. Kroppen talte – men jeg lærte at overhøre den.
Jeg lærte, at mental styrke betød: at bide tænderne sammen.
At ignorere uro. At præstere – uanset hvad det kostede.
Det jeg ikke talte om.
I forsøget på at optimere min performance mistede jeg
gradvist forbindelsen til mig selv.
Jeg fungerede stadig udadtil. Men indeni var jeg i konstant pres.
Som 13-årige udviklede jeg en traumeudløst spiseforstyrrelse.
Jeg spillede håndbold. Håndbold var mit liv. Men på et splitsekund blev det taget fra mig, og på ubestemt tid. Det efterlod mig i et tomrum.
En identitetskrise – for hvem var jeg uden min sport? Og hvad hvis jeg aldrig kunne spille igen?
Jeg kunne ikke vise min smerte til nogen. For jeg havde lært at modstand skulle løses ved at være hårdfør, holde følelser nede og ikke vise sårbarhed.
Så spiseforstyrrelsen blev min måde at håndtere min skade og mine følelser på. Kontrollere det jeg ikke kunne kontrollere. En overlevelsesstrategi.
I al hemmelighed blev jeg en slave for min spiseforstyrrelse.
Det førte til flere perioder med depression, stress og mere end
100 timers terapi. Alt imens jeg fortsat jagtede resultater og pressede mig selv til at præstere.
Men undertrykkelse er ikke det samme som mental styrke.
Mit vendepunkt.
Søndag d. 2. juni 2024 stod jeg på startstregen til IRONMAN European Championship i Hamburg. Som jeg havde gjort mange gange før.
Men denne gang blev anderledes.
Allerede i månederne op til konkurrencen kunne jeg mærke at noget var anderledes. Men jeg tog alligevel afsted. Med et lille håb om at overraske mig selv ved at overpræstere – som jeg havde jeg gjort før.
Og med en frygt for at det hele ville falde fra hinanden og jeg ikke længere kunne flygte fra min virkelighed: at jeg ikke havde det godt.
At mit mentale helbred var i ubalance.
At jeg var i en overlevelsestilstand.
Jeg havde presset igennem hele dagen. Ignoreret signalerne.
Overhørt kroppen. Men midt på løberuten – efter 3,8km svømning, 180km cykling og 18,5 km løb – stoppede jeg.
Meningen med at forsætte var forsvundet.
Jeg græd. Faldt sammen. Alt imens jeg var i stor konflikt mig selv.
For jeg er ikke en der giver op. Jeg kæmper altid til det sidste.
Men her stod jeg. Stille. Mens konkurrence fortsatte uden mig.
Min første DNF. Min sidste konkurrence som elitetriatlet.
Jeg var knust. Følte mig svag. Flov.
For det var ikke sådan jeg konkurrerede. Det var ikke mig.
Men sandheden var en anden: For første gang i mange år lyttede jeg.
Til min krop. Til mine følelser. Til det, der længe havde forsøgt at få min opmærksomhed.
For første gang valgte jeg ikke præstationen.
Jeg valgte mig selv.
Og det blev begyndelsen på en anden form for styrke.
Det jeg forstod.
Mental styrke er ikke at overhøre sig selv.
Det er at kunne være i kontakt – også når det er svært.
Sensitivitet er ikke en svaghed i sport. Det er en styrke –
når vi lærer at forstå den, regulere den og integrere den.
Jeg var ikke forkert.
Jeg var ureguleret i et system,
der belønnede overlevelsesstrategier.
Og jeg ved i dag, at mange ambitiøse mennesker lever sådan.
De præsterer. De leverer. De bliver beundret.
Men indeni er der uro. Overkontrol. Overpræstation. Selvkritik.
Frygt for at mærke for meget
Mit arbejde i dag.
Jeg hjælper atleter og high performers med at gøre det,
jeg selv måtte lære den svære vej:
Regulere nervesystemet uden at miste drive.
Bruge følelser som information – ikke som fjende.
Adskille værdi fra præstation.
Skabe bæredygtig performance.
Ægte styrke er ikke at presse sig selv i stykker.
Det er at kunne stå i sin ambition uden at forlade sig selv.
Du behøver ikke blive hårdere.
Du behøver blive mere hel.
Og det kan læres.
Sportslig karriere
Fra første Ironman til eliten på langdistancen.
2015 – Begyndelsen
Året hvor det hele startede – fra håndboldspiller til Ironman.
IRONMAN Copenhagen – nr. 3 (AG 18–24)
2016–2018 – Fundamentet
Starten på livet som triatlet og jagten på en VM-start.
Ironman Kalmar – nr. 2 (AG 18–24)
IRONMAN 70.3 Otepää – nr. 1 (AG 18–24)
2018 – Gennembruddet
Drømmen om VM blev til virkelighed.
IRONMAN 70.3 European Championship, Helsingør – nr. 3 (AG 18–24)
Ironman Zürich – nr. 3 (AG 18–24). Ikke nok til et VM-slot.
Seks dage senere – start igen:
Ironman Tallinn – nr. 1 (AG 18–24). Og et VM-slot.
Ironman World Championship, Hawaii – nr. 15 (AG 18–24)
2020 – Stilstand
En sæson afbrudt før den for alvor begyndte (corona).
IRONMAN 70.3 Dubai – nr. 3 (AG 25–29)
2021 – Nyt niveau
Debut som professionel triatlet.
IRONMAN 70.3 European Championship, Helsingør – nr. 12 (pro)
Ironman Hamburg – nr. 7 (pro)
Ironman Mallorca – nr. 12 (pro)
2022 – Balancegangen
Livet som eliteatlet sideløbende med specialeskrivning.
Ironman Texas – nr. 12 (pro)
2023 – Modstand
Et år præget af udfordringer og overlevelse.
European Long Distance Triathlon Championship, Almere – nr. 8 (pro)
2024 – Realiteterne
Et opgør med det, der ikke længere kunne ignoreres.
Ironman Hamburg European Championship – DNF
2025 – Tilbage til mig selv
Et nyt kapitel – og en ny retning.
Copenhagen Marathon – 3:10:55
Athens Marathon – 3:16:49
LET'S TALK!
Book en uforpligtende samtal, hvor vi kan undersøge om jeg er den rette til at støtte dig.